© Double Dare You
Af Hugger 9. mar. 2018
1 kommentarer | Info om filmen | Trailer
Lidt hypet film fra Guillermo Del Toro er en visuelt smuk men svagt uengagerende filmisk oplevelse
Filmen har vundet adskillige priser, herunder Oscars, og den har høstet stor ros fra kritikere og tilskuere undervejs. Det er en film, der bestemt er smuk at se på, og Del Toros billedsprog, som vi også så i bl.a. Pans Labyrint, lader sig ikke fornægte, han er en ypperlig billedmager og en dygtig instruktør.
Der er tale om en film, hvor alle bipersoner er 3-dimensionelle og spilles med stor effekt af de skuespillere, der skal bringe Del Toros drømmende manuskript til live, og filmens bipersoner er klart filmens styrke, mens hovedpersonerne også spilles med troværdighed og dybde.
Men filmens manuskript lider lidt af, at det til tider virker forceret, og den emotionelle dybde, som instruktøren tydeligvis er gået efter, formår slet ikke at fange sit publikum på den måde, filmens billeder lægger op til. Faktisk går det hele lidt stærkt hele tiden, og pacingen virker decideret forceret og nogle af de valg, hovedpersonerne foretager er lidt utroværdige, særligt af tidsmæssige grunde.
Med det sagt, så er det ikke en dårlig film, og hvis den skal sammenlignes manuskriptmæssigt med en anden film, så er det vel en slags E.T. for voksne, dvs. en film om et særligt venskab mellem et menneske og noget fremmed, i denne film på en baggrund af 50’ernes USA med alt hvad det indebærer i forhold til kommunister, våbenkapløb og onde regeringssoldater på begge sider.
... OG sammenligningen med E.T. gør faktisk The Shape of Water lidt til skamme, da denne film som sagt mangler emotionelt punch. Man bliver aldrig rigtig investeret, selv når tingene bliver allermest voldsomme og potentielt rørende, og flere gange kommer filmens flotte visuelle udtryk faktisk til at virke lidt fortænkt og modvirker manuskriptets åbenlyse forsøg på at ramme de høje følelser.