© Columbia Pictures
Af Gabriel 15. sep. 2010
13 kommentarer | Info om filmen | Trailer
Gammeldags actionfilm underholder storslået.
Den australske instruktør Phillip Noyce har tidligere vist sit værd med de habile actionfilm om CIA-helten Jack Ryan i 'Patriot Games' fra 1992 og 'Clear and Present Danger' fra 1994. Sidstnævnte vidnede om en instruktør med flair for intens action, hvilket især fremgik af en scene, hvor et hold CIA-agenter er ofre for et bagholdsangreb i de små gader i Bogota, Colombia. En ekstremt effektiv scene, der stadig imponerer set med nutidens øjne.
Imellem de to actionfilm lavede Noyce den mindre vellykkede 'Sliver' fra 1993, hvor Sharon Stone endnu engang smed tøjet i et forsøg på at ride på bølgen fra kæmpesuccesen 'Basic Instinct'. Den gik ikke.
Det blev bedre i 1999, da han instruerede en ung og lidt mere kødfuld Angelina Jolie i den fine, men ikke videre mindeværdige 'The Bone Collector', hvor Jolie spiller overfor en sengeliggende Denzel Washington.
Selv om der er gået 11 år siden 'The Bone Collector', har Noyce og Jolie åbenbart ikke glemt hinanden, for med 'Salt' har de lavet deres anden film sammen.
...Det står med det samme klart, at 'Salt' er en gammeldags actionfilm. Ikke fordi den på nogen måde virker forældet, men fordi den gør det uhyrlige for en nutidig actionfilm, at den holder kameraet stille under actionscenerne.En befrielse når man som jeg er ved at blive vanvittig over f.eks. Bourne-filmenes maniske kameraføring, der får de danske dogmefilm til at ligne lysbilledshows. Pludselig kan man se, hvad der foregår og det gør ikke actionscenerne mindre intense. Skønt!