© Zentropa Entertainments
Af Gabriel 25. sep. 2014
2 kommentarer | Info om filmen | Trailer
Det kunne være meget værre, men også meget bedre.
I min anmeldelse af "Kvinden i buret" skrev jeg, at filmen var ordinær og uambitiøs, men at potentialet var der.
Det gælder for så vidt også "Fasandræberne", der med en fornuftig spilletid i nærheden af de to timer burde kunne fortælle en mere vedkommende og karakterudviklende historie end den første film i serien.
Desværre lykkes det heller ikke denne gang at hæve sig over de bedste afsnit af tv-serien "Sagen genåbnet" - som filmene (næppe bøgerne) læner sig en hel del op ad.
Plottet er i og for sig interessant nok, men det er stadigvæk alt for tydeligt at instruktør Mikkel Nørgaard er en uerfaren herre udi krimigenren, og at manuskriptet er så poleret, at det er blottet for nuancer. På trods af lydsporets konstante insisteren på at skabe en trykket stemning og at alle filmtricks tages i brug - som f.eks. at klippe mellem nærbilleder af udstoppede dyrehoveder tilsat uhyggesmusik - kommer man overhovedet ikke ind under huden på de stereotype karakterer eller bliver grebet af historiens tragiske kerne.
Carl Mørck forbliver en skabelon af den velkendte, afdankede strømer, der med sin stædighed og stærke retfærdighedssans kæmper for de svage og udsatte, og hans makker Assad forbliver filmens jordbundne og komiske islæt, der tager trykket af kedlen, når Mørcks humør bliver en kende for dystert og destruktivt. Det ér jo en underholdningsfilm.
Og det er da også i filmens få humoristiske scener, at Mikkel Nørgaards virkelige talent træder frem. Især én scene, hvor Mørck forsøger at betjene sin mobiltelefon - til stor frustration for Assad - er virkelig morsom.
Ufrivilligt morsomt er derimod makkerparrets konstante kamp mod politichefen, der uden tvivl er den mest stædige og enerverende politichef på denne side af 1980'erne.
... Vi danskere har for vane at falde bagover af begejstring, når en dansk film nærmer sig niveauet på de bedste og mest velsmurte amerikanske underholdningsfilm.Det sker med garanti også denne gang, men havde filmen været amerikansk er jeg ikke sikker på, at den overhovedet ville være blevet sat op i biograferne. "Fasandræberne" er muligvis en dansk kilometervare, men kvalitetsmæssigt er den ikke meget bedre end en tilsvarende amerikansk metervare.