Dirch

© Danmarks Radio (DR)

Af Hugger 25. sep. 2011

4 kommentarer | Info om filmen | Trailer

Ujævn film om feteret og elsket komiker rammer ved siden af.

Martin Zandvliets drama om den folkekære skuespiller Dirch Passers liv og levned har ikke manglet tilhængere og roser, ligesom den bestemt har høstet stjerner, hjerter, hatte og popcorn i stimevis fra såvel kritikere som fans.

Her på filmkorn.dk gør vi ofte tingene lidt anderledes, men det er dog ikke derfor, jeg bidrager med en anmeldelse, der går imod horden af gode anmeldelser. Det skyldes heller ikke en Rasmus Modsat-attitude, at jeg vælger at give filmen en middelmådig karakter, og det skyldes heller ikke et ønske om at virke særlig eller egenrådig, at filmen ikke skamroses.

Det skyldes simpelthen en ting: Filmen er ganske enkelt kedelig, rodet og ustruktureret!

Inden I farer i blækhuset og giver mig en god, gammeldags sviner, så vil jeg gerne argumentere for mit standpunkt.

Bevares, Nikolaj Lie Kaas er perfekt castet i rollen som Dirch, en rolle han på sin vis er skabt til, ligesom de øvrige skuespillere i filmen leverer fine præstationer undervejs. Problemet for 'Dirch' er dens manuskript!

Man kastes hovedkulds ind i ”Dirchs” liv, i Zandvliets forsøg på at præcisere dramaet, og forholdet mellem Kjeld Petersen og Dirch Passer er stålsat ved filmens begyndelse. Man får intet at vide om, hvordan de mødtes, hvorfor de klikker og i hvor høj grad de hver især definerede deres karrierer sammen.

Filmens fokus er intenst på ”Dirchs” skyggeside. En side filmen dvæler ved gennem lange passager, hvor Kaas indtager store mængder whisky on the rocks, alt mens det dramatiske soundtrack skaber en klaustrofobisk stemning med den svedende Dirch som fokus. I næsten hver eneste scene i filmen er Dirch en neurotisk, nervøs, usikker og dybt sørgelig personlighed, noget filmens lyse scener, i det meget begrænsende omfang de findes, bestemt ikke laver om på.

Man undres og må spørge, var Dirch Passer - hele Danmarks komiker - virkelig sådan en sølle mand med kæmpe mindreværdskomplekser? Var han virkelig typen, der brød sammen på scenen og græd, fordi folk ikke kunne tage ham seriøst i seriøse roller? Var han virkelig en fordrukken og neurotisk mand nedenunder?

Hvis det er filmens præmis, så har jeg svært ved at acceptere den! For det er jo et faktum, at Dirch Passer var elsket af såvel publikum, fans og kritikere, ligesom han var kendt for at føre sig frem i nattelivet med stor bravour med letlevende damer, cool jazz og fest. Det passer ikke ligefrem med en person der fra han var midt i 30'erne (hvor filmen begynder!) og til sin død havde konstant brug for en psykolog og venner, der kunne bekræfte ham.

...Der er bestemt nok et gran af sandhed i Zandlivets portræt, men filmens manglende fokus på Dirchs gode sider, hans humoristiske side og hans menneskelige side, gør, at den virker som et skib med slagside; Dirch i Kaas skikkelse virker konstant som en person, der er ved at gå ned psykisk. Kan det virkelig passe?