© Olympus Pictures
Af Gabriel 22. jul. 2011
Skriv kommentar | Info om filmen | Trailer
Charmerende film med charmerende skuespillere.
Sommetider lykkes det en film, at afvæbne mig med så megen charme og stemning, at jeg for et øjeblik glemmer alt omkring mig, og lader mig forføre af den historie jeg får fortalt. ‘Beginners' er en sådan film.
Med tre elskelige skuespillere i hovedrollerne fortæller Mike Mills den delvist selvbiografiske historie om at blive et voksent og helt menneske. Ikke i form af en dannelseshistorie der bevæger sig slavisk fra barndom til voksenliv, men ved at fortælle historien om Hal (Christopher Plummer), der efter sin kones død springer ud som bøsse i en alder af 75 år. Hals søn Oliver (Evan McGregor) ser måbende til fra sidelinien, da faderens sene opblomstring står i stærk kontrast til hans eget triste liv, som aldrig rigtigt er kommet i gang.
Da vi for alvor stifter bekendtskab med Oliver er han ved at indlede et forhold til den charmerende francøse Anna (Mélanie Laurent), der lever et hvileløst liv på farten som skuespillerinde.
Historien om de tre hovedpersoner fortælles ukronologisk, da man som publikum bliver præsenteret for de fortidige begivenheder, der ligger til grund for deres handlinger. Det gøres ganske finurligt med en blanding af traditionelle flash backs, små indskudte scener, der illustrerer det sagte meget bogstaveligt og ved at lade Oliver - der i filmen er reklametegner - tegne sit liv i små rubrikker.
...‘Beginners' er en melankolsk film, der dvæler ved sine karakterer uden at det virker påtaget. Tre fine karakterportrætter, der vækkes til live af tre fine præstationer.Evan McGregor er ægte og troværdig som den triste Oliver. Mélanie Laurent er mere end almindeligt charmerende som pigen Anna, og Christopher Plummer stjæler billedet som Hal. Plummers portræt af en mand der i sit livs efterår får mulighed for at leve det liv han burde have levet, spilles med så meget livskraft og udstråling, at Plummer er selvskrevet til en Oscar.